Botox behandling? Kend bivirkningerne

Den reelle risiko ved botox!

(Translation to other languages in the upper right corner)

Denne side skal henlede opmærksomheden på de reelle risici ved brugen af Botox samt på det dobbelte svigt, man som forbruger risikerer at opleve ved Botox-injektioner: Dels bliver man vildledt i forhold til potentielle risici og alvorlige bivirkninger, og dels bliver man mødt af ansvarsfralæggelse og manglende hjælp fra læger, sygeplejersker og kosmetologer, når man efterfølgende bliver ramt af de selvsamme invaliderende bivirkninger, hvilket sker langt oftere, end man skulle tro.

Når man som forbruger spørger ind til eventuelle bivirkninger forud for en kosmetisk behandling med Botox, får man at vide, at det er helt ufarligt, og at kun selve stedet for injektionen vil blive berørt af det muskellammende giftstof, botulinumtoxinet. Måske får man en oversigt med en kort liste med bivirkninger, såsom hængende øjenlåg eller hovedpine, der vil være ’lette og midlertidige’.

Sandheden er, at der hører en over 30 sider lang indlægsseddel med alvorlige bivirkninger til Botox-præparatet, herunder en Black Box-advarsel, hvor der står anført, at giften kan sprede sig og give botulisme, hvilket kan medføre en række alvorlige symptomer, i værste fald med døden til følge. https://www.accessdata.fda.gov/drugsatfda_docs/label/2011/103000s5232lbl…

De oplysninger, man som forbruger får om produktets sikkerhed, det vil sige påstanden om, at giftstoffet bliver på injektionsstedet, er altså i direkte modstrid med sandheden. Den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) har registreret over 50.000 indberetninger om alvorlige bivirkninger ved Botox-præparater (Botox, Dysport og Xeomin) og over 700 dødsfald. Herhjemme hører vi intet om disse risici.

Vi er flere i Danmark (mange på verdensplan), som blevet alvorligt syge umiddelbart efter en enkelt kosmetisk behandling med et Botox-produkt (Botox markedsføres som Vistabel i Europa, og Dysport som Azzalure) og har oplevet voldsomme symptomer, der alle figurerer på indlægssedlen – hovedpine, svimmelhed, synsforstyrrelser, tinnitus, opkast, kvalme, feber, muskelsvækkelse, neuropati, vejrtrækningsproblemer, søvnapnø og en lang række andre. Symptomer, der er så invaliderende, at det er umuligt at arbejde og varetage dagligdags opgaver, og som varer ved i måneder eller år.

Vi har også alle oplevet, at når vi så har kontaktet det sted, hvor vi fik foretaget behandlingen (forskellige steder i landet), er svaret, at det kender de ikke noget til, og at det umuligt kan skyldes Botox’en (hvilket igen er i direkte modstrid med sandheden, jf. indlægssedlen).

Praktiserende læger, læger på akutafdelinger og speciallæger har enten afvist symptomerne som angst eller ’en funktionel lidelse’, eller måske har de anerkendt, at der er tale om en systemisk spredning af giften, men har ikke anet, hvad de skulle stille op med det. Man er med andre ord fuldkommen overladt til sig selv.

Der er ingen patientsikkerhed, og det er svært at finde en advokat, der kan føre en eventuel sag, når man ikke kan få lægedokumentation eller udredning for sine skader. Frem for alt mangler der i vores øjne oplysning om de reelle risici ved brugen af Botox, så man som forbruger kan træffe beslutningen om en eventuel behandling på et kvalificeret grundlag.

 

 Fotos af Gustavo Fring fra Pexels